Lilliput-Information

 

Euro - enden på socialstaten

Af Dr. Wilhelm Hankel, professor i Pengepolitik og Udviklingsøkonomi
ved Goethe Universitetet i Frankfurt am Main

(Tale holdt den 5. juni -1998)

12. februar 1998 meldte 154 tyske økonomiprofessorer med Wilhelm Hankel som talsmand helt på linie med Information om Danmarks oplysninger fra 1996, at Euro-projektet er aldeles udsigtsløst. Dette var indslag på Tageschau samme dag, men det blev ikke oplyst på de danske TV-kanaler. Yderligere kapitalflugt, høj rente, yderligere arbejdsløshed og hyper-inflation er resultaterne. IoD kan supplerende oplyse, at Tyskland havde officielt 4,82 mill. arbejdsløshedsforsikrede (12,6%) uden arbejde i januar 1998, den største nogensinde. I juli 1998 var den tyske ledighed faldet til 4,3%; men arbejds- markedspolitiske forbundsdagsrepræsentanter for SPD - det tyske socialdemokrati - meldte på skærmen i valgkampen forud for Forbundsdagsvalget i 1998, at den reelle ledighed i Tyskland snarere var henved 10 mill. I foråret 2005 angives den officielle eldighed til 5 mill. I 1932 havde Tyskland 4,1 mill. arbejdsløse og cirka samme befolkningsstørrelse som i 1998, men en betydeligt mindre andel heraf på arbejdsmarkedet (kvinderne).

Helt tilsvarende problemer med den danske ledighedsopgørelse er gennemgået på:
http://www.lilliput-information.com/led/index.html

(Talen er oversat af Information om Danmark, der desuden har bidraget med enkelte forklarende tillægsbemærkninger (tydeligt markerede) plus et diskussionsoplæg efter Professor Wilhelm Hankels bidrag):

***

1. Globalisering betyder den ubegrænsede bevægelighed for markederne herunder kapitalmarkedet. Denne globalisering hævder mange tilintetgør det demokratiske samfund og velfærdsstaten.

Kapitalens fri bevægelighed underminerer staternes evne til at regulere. Især hvad angår arbejds- markedet. Løntryk og nedskæ-ringer må opfange, hvad der truer at gå tabt af arbejdspladser.

De globale finansmarkeder er ikke underkastet nogen selvregulerende konkurrence-mekanisme, og de fremkalder krise på krise (Asien, Mexico, Rusland, Latinamerika).(IoD: "Kriserne bliver dybere p.g.a. af statsgældens mange papirer, der uddyber forskellen på de nominelle og reelle værdier i samfundene. Det bliver værre, når alle staternes ledere låner mere og mere.") Kriserne skærper det sociale tryk med krav om nedskæringer.

Krisernes tryk fører enten til, at de demokratiske velfærdsstater opløser sig selv i sammenkoblede forsvarende blokke (valutablokke som Euro-, Dollar-, Yen eller Renminbi-Zoner) eller falder tilbage i de gamle fjendebilleder, der kendetegnede nationalstaterne forud eller i en kombination af begge scenarier.

Med opløsningen af den demokratisk grundlagte national- og socialstat udløser globaliseringen sig selv i sidste ende (IoD: "fordi politikerne ikke kan stå model til, at deres landes befolkninger/vælgere må bære større og større byrder uden nogen sikkerhed for selv at være dækket ind mod det værste".)

2. Euro-Union er en prototype på denne udvikling. Dens slet skjulte dobbeltmotiv er a) angsten for dollar-dominans og –konkurrence og b) angsten for det nye genforenede Tyskland med tilhørende D-Mark-regimente.

Angst bygger altid på en falsk analyse. Ikke US-dollaren truer Europas markedsandele i verdenshandelen, men Europas tabte (videns- og tekniske) terræn og Europas træghed hvad reformer og fornyelser angår. Ikke D-markens hårdhed og styrke forhindrer Europas udvikling og integration, men siden "Maastricht" har målet været afskaffelse af D-marken. Begrundelsen er, at netop D-marken skulle have drevet Euro-deltagerlandene i en streng negativ udvikling rettet imod reformer og med sociale begrænsninger. Alene disse fejlslutninger og fejlantagelser tillader ingen realistiske forventninger om en hård Euroen. Inflationen er forud programmeret.

(IoD: "Alle deltagerstaterne er dybt forgældede og kører alle med underskud".)

3. Med Euroens start taber de nationale regeringer deres styringsinstrumenter (vekselkurs, rente, betalingsmiddelmængde og fleksibelt budget) til sikring af pengeværdierne, og reguleringer af arbejdsmarkedet og de sociale- og økologiske standarder, som de selv samme politikere har indført. Struktur- og konkurrenceforskelle vil uden statslig affjerding blive udlignet af markedet.

Hovedkamppladsen er arbejdsmarkedet, social- og økosystemerne. Arbejdsmarkedet lider under, at middelstanden mindskes, løn- og socialomkostningskonkurrencen hidrørende fra arbejdstagerne i de sydlige EU-fattigdomszoner, og der sker en uundgåelig likvidering af de hidtil gældende (nationale) fagforeningstariffer og mindste-standarderne for det sociale niveau. Markedet fejer dem væk, arbejdsgiverne benytter sig i stigende omfang af deres trusselspotentiale, der ligger i at de flytter produktionerne til særlig gunstige (løn-, social-, skat-, øko-billige) EU-zoner. (IoD: "F.eks. p.t. til Irland, hvor selskabsskatten i nogle områder er 10 pct".)

Lønsatser, socialnormer og miljøkrav i Euro-land vil skulle harmoniseres nedadtil. Det er social-demokraters, folkesocialisters og fagforeningers naive forestilling, at disse ting skulle kunne bedres pr. underskrift på en Maastricht-traktat. I Euro-Union har social-politikken takket endeligt af – og det sker i fuld tilslutning til/accept fra socialdemokratiet, folkesocialisterne og fagforeningerne.

4. Euro-Unionen er ikke et middel imod globalismens udløste beskæftigelseskrise. Tværtimod: Begge forstærker kapitalens magt og statens magtesløshed i rollen at skulle kunne gøre noget ved arbejdsløsheden. Det er "fremskridt" mod det 19. århundrede, ikke mod det 21. århundrede.

Euro-Unionen er heller ingen modvægt mod de usociale tendenser i globaliseringen, som inkompetente analytikere fra venstre side mener, den forstærker dem yderligere. Den tvinger nemlig til tilpasning af arbejdslivet til de pengeøkonomiske kommandoer. Den europæiske centralbank må føre fuldstændig fællespolitik for 12 forskelligt strukturerede lande, uden at kunne gribe tilbage til vekselskursenes udligningsventil.

(IoD: "For at hindre kapitalen i at forlade EURO-unionen må Centralbanken (ECB) hæve renten; men dette mindsker aktiviteten og øger arbejdsløsheden yderligere".)

En sådan union kan kun ende i staternes indbyrdes konflikt, hvorfra der ingen hjælp er at finde – med mindre den bliver udbygget til en transferunion eller en forbundsstat med offentlig finansudligning mellem mellem gamle og nye deltagerlande, noget i retning af kludetæppet USA eller Den tyske Forbundsrepublik.

Når overførslen af disse forbilleder på Euro-Unionen viser sig umulige eller møder megen modstand rejser spørgsmålet sig: Er der mulige alternative modeller, der kan redde verdensfreden?

A. Keynes-Planen – og det fjerde essential

I tiden mod enden af 2. Verdenskrig, da den kolde krig med sine nye fjende billeder endnu ikke var brudt ud, havde sejrsmagternes – USA’s og Englands – førende eliter udtænkt og planlagt Én-Verdenen og deres nye orden. Det var den britiske økonom John Maynard Keynes, der i 1944 ved Bretton-Woods-forhandlingerne foreslog en pengeordning og en national beskæftigelses- og socialpolitik. Denne Keynes-Plan, der desværre ikke blev gennemført konsekvent i Bretton-Woods-Systemet, er i dag mere aktuel end nogensinde, (IoD:"vil nogen sige. Andre vil hævde at et system, der indbyder/ansporer staternes ledere til at gældsætte nationerne, fordi det er den nemmeste løsning for dem, der gør det, var et system, der er selvfølgelig var dømt til undergang fra starten").

Systemet var fra starten af tænkt helt anderledes, end det Bretton-Woods-System, der opbyggedes. US-dollaren kom til at spille en dominerende rolle som reserve- og lånevaluta. Dette førte pr. automatik og helt forudseeligt til nominelt fastsatte vekselkurser for deltagerlandene og i tilgift tilskyndelse til indenlandsk inflationsmisbrug (IoD: "eller gældsætning som i princippet er det samme".)

B. Keynesforslaget, der ikke gennemførtes, kan vælges nu:

På en anden måde - end også i Euro-modellen - bliver de nationale valutaer og deres tilhørende politiske instrumenter ikke afskaffet i Keynes’ oprindelige forslag. Egentlig drejer det sig kun om en ny International Valutafond (IMF), dens ombygning fra regeringsafhængige fonds uden egne penge til en Verdenscentralbank, med kredit og banktilsyn: Til opsyn med verdensfinansieringsystemet istedet for den nuværende højest beklagelige rolle, mest som brandstifter. Keynes havde tre såkaldte Essentialer, der kendetegnede hans Verdenspengeordning, som den kaldtes:

·         en "lender of last resorts", for at kunne styre Verdenspengemængden, efter behov både at kunne udvide og begrænse den, for at beskytte mod kriser som inflation (IOD: "og imod bedrageriske ledere, fristes man til at hævde".)

·         en symetrisk tilpasningsproces for skyldner- og tilgodehavernationer i tilfælde af en af kommende krise. Kun at lade skyldneren betale renter (ved en krises opløb) er ikke alene uretfærdigt, men det er også uproduktivt, fordi det skærper og forlænger krisen. Keynes' forslag, strafrenter inkasseret ikke kun hos skyldnernationen (ved overtræk på verdens-centralbank-kontoen) fandt ingen genklang i de rige nationer, i første række USA. Men han havde reelt forestillet sig en kriseskyende system – tilpasningsbesværet ville ikke blot blive delt; deltagerne blev simpelthen tvunget til gennem investeringer på hjemmefronten at undertøtte krise-styringen hos de svagere – ud fra Solidaritets- princippet, alle for alle.

Siden sammenbruddet af Bretton-Woods-Systemet i årene 1971-1973 bør vi alle vide, at hvad der savnes endnu, er et fjerde Essential: med inddragningen af den indenlandske inflationsrate i vekselkurs-fastlæggelsen: Der er brug for reale vekselskurser, ikke nominelle. Bretton Woods klarede ikke opgaven her, fordi nominelt fastsatte vekselkurser reelt bliver falsk og utroværdigt, på grund af inflationsorkierne i staternes hjemlande (med USA som uskønt forbillede inkluderet).

Ved reelt fastsatte vekselkurser bortfalder problemet. Deltagerlandene kan så vælge: Enten de vil have stabile valutakurser – så må de give afkald på inflation derhjemme eller beslutte sig for mere inflation – så må de give afkald på stabile valutakurser og devaluere. Men vekselkurserne forbliver altid "rigtige" og "troværdige", og for at få sådant et system permanentgjort sprænges systemet ikke, og det tvinger ikke landene til at træde ud.

Et sådant system kan vi have i morgen, hvis de G7-eller G8-verdensdirektionerne, der tilstræber Én-Verdens-Økonomien, kunne blive enige og også stillede nok sagkundskab til rådighed.

 

C. Hvad ville et sådant Verdenssystem bringe?

1.       Finansernes globalisering ville være under kontrol. Den var blevet tæmmet og arbejds- og produktionssikker som den gamle guldstandard, fordi valutareguleringer ville knap nok finde sted, og uden valutarisikoen ville både spekulations-forretningerne og kollaps-racene holde inde. Det internationale banksamfund ville blive hængtet på et Verdenscentralbank, en forbed- ring af IMF. Det internationale finansmarked ville ophøre med at være et jagtterræn for kredit-hajer og hasardspillere. De ville være nøjagtig så reguleret som penge- og kreditmarkederne derhjemme.

  1. Staterne ville beholde deres nationale spillerum til at tackle et af deres problemer, konjunktur-, beskæftigelses- og socialpolitik. De beholdt deres nationale valuta og deres instrumenter og havde fortsat et valg mellem vekselkurs- eller indre politisk stabilitet. Ingen strid om de fælles penge, for de er kun gyldige som afregningsmiddel under centralbankerne ved vekselkursberegningen, hjemme forblev det ved Dollar, DM, FFR eller Gulden.
  2. Også de svage stater i Én-Verdens-Økonomien ville få deres fair chance. Kriserne ville blive sjældnere og mindre dybe, man mødte dem ikke mere alene. De systemtro lande havde forpligtet sig gennem en monetær folkeret - for det er netop en del af systemets symmetriske udligningsmekanisme - , at de skal hjælpes gennem en sideordnet politik. Dette ville være bedre end og mere virkningsfuldt end klagerne og tiggeriet om billige kreditter eller udviklingsbistand hos de rige stater eller verdensbanken af i dag.

Resultat: Lidelserne under globaliseringen er ikke skæbnebestemt. Snarere er det mangel på analyse, historisk erfaring og kompetent politik. Økonomer er der for at vise, at økonomiske-, sociale- og valutakriser ikke er tilfældighedshændelser, de har altid en årsag, og man kan altid gøre noget ved det.

Og økonomer er der for at vise, at blindgyder er blindgyder, ligesom vejen mod Europa over de fælles penge. Globalkriser lader sig hverken løse regionalt eller territorialt, når vi hænger fast ved den denne globus og vil blive ved med at gøre dette. Af den grund er der ingen alternativ til at tæmme globaliseringen. Chancerne for at dette vil kunne lykkes har aldrig været større.

Wilhelm Hankel ved Römerbergtalerne 5. juni 1998 i Paulskirche in Frankfurt am Main


***

Diskussionsoplæg fra Information om Danmark

 

Reelle valutakurser er bedre end nominelle valutakurser. Så kan spekulanterne vanskeligere drive deres spil og gøre de kriser, som politikerne som udgangspunkt er hovedansvarlige for, endnu dybere. Valutakurserne skrider kun, fordi der laves inflation eller statsgæld af de ansvarlige politikere.

Konsekvensen af at indføre, som foreslået af Hankel, et valg for nationerne mellem rent eller urent trav har som konsekvens, at de der vælger det urene trav, vil være i lommen på verdens centralbank. Om der skal være en politisk overbygning på denne verdens centralbank er helt afgørende for udviklingen af de svagere lande. Så bliver det med sikkerhed en katastrofe.

Reelt faste valutakurser kan kun opnås, hvis den enkelte nation styrer betalingsmiddelmængden, som det tilsvarende skete i Tyskland i 50-erne og 60-erne. Udgangspunktet er en fuldstændig uafhængig nationalbank, der kun er underkastet forfatningen, hvis bestemmelser har den fornødne restriktive indretning. Sådan er den nuværende europæiske centralbank med vedhæftet politisk ministeråd ikke indrettet. Dette har Hankel fuldstændig ret i.

Muligheden for at gribe ind, når en nation ikke holder sine løfter, fandt Keynes burde gives via en ny international regneenhed.

Spørgsmålet om nationalbankens uafhængighed af politikere og private banker, understreger vi er en forudsætning for, at noget af den efterstræbte stabilitet overhovedet vil kunne indføres. For eksempel er underskud på de offentlige finanser at forbyde.

Keynes-teorierne (eller fortolkningerne heraf), der blev anvendt i hele efterkrigstiden med enkelte undtagelser, gik derimod netop ud på at økonomien accelereredes op ved at lave underskud på de offentlige finanser. Dette resonnement stemmer heldigvis hverken med logikken eller virkeligheden, men det var en del af bedraget.

 

Kunne man i stedet forestille sig et emissions-hus for verden, altså ingen verdenscentralbank? Blot en institution, der udfører korrekte valuta-transaktioner. Syntes man ens egen finansminister eller nationalbankdirektør ikke forvaltede den gangbare nationale valuta godt, kunne man veksle til DM eller Gylden og bruge den. Når der så vekslede væk fra den nationale valuta skulle seddel-mængden hjemme begrænses, hvilket så reducerer aktiviteten og beskæftigelsen, men samtidig retter det op igen med eller uden politisk stabilitet(IoD: "Med mange eller få arbejdsløse og udstøtte"). Den økonomiske stabilitet ville da være skabt og ansvaret for eventuel uorden og ustabilitet placeret korrekt.

 

Et eksempel:

I princippet kan et land f.eks. godt afskaffe indkomstskatten og finansiere de fælles opgaver direkte over pengeudstedelsen. Begrundelsen for en sådan ordning kunne være, at den psykologisk/sociologisk-bestemte skattefordeling på borgerne var kørt helt af sporet. Sker denne omlægning ved fjernelse af indkomstskatten, der i høj grad begrænser intiativet betyder det, at betalingsmiddel-mængden så skal reduceres tilsvarende for resten af økonomiens agenter/sektorer.

Foreløbig slut fra IoD

Har du et modspillende svar på Hankels artikel eller vore foreløbige kommentarer hører vi gerne fra dig. Vi optager alle indlæg, der blot viser nogen reel indsigt i problemerne med den internationale pengeindretning. Vi tilstræber også at få landets ledere til at deltage i denne indholds-diskussion.

 

 

Debatgruppe (på dansk)

Globalization and economy (especially the Danish)

 

Tidevands-Økonomi

 

Tilbage til guldet?

 

Immigrations-Økonomi, 1. lektion

 

E-post til:

mail@lilliput-information.com

 

Opdateret d. 2-06-03