Information om Danmark

 

 

Om pengeforringelse, gæld og afhængighed

Nationaløkonomi for 7. klasse – og andre der troede de vidste

 

Af Joern E. Vig

 

Betalingen for det, der produceres og sælges af vore virksom­heder (omsæt­ninge­n), kan selvfølgelig ikke bare udbetales til de ansatte eller bruges pri­vat af den, der ejer virksom­heden. Alt det, der er blevet brugt for at producere, skal først afreg­nes (o­mkostnin­ger). Det kan være råvarer, arbejdstimer, maskinslid og maskinforældelse, strøm og varme og mange andre ting.

 

Hvis man udbetalte alt det, der kom ind, ville der blive vrøvl med leveran­dørerne. Måske ikke med arbejderne, før der var gået lidt tid, og de så, at virksomheden lukkede, fordi ingen ville levere den det fornødne. Det er på en lignende og alligevel anderledes måde, når vi ser på samfundets samlede økono­miske værdier og penge. Pengemidlerne, som vi bruger hver dag, er kun midler til at lette handelen med varer og gøre det nemt at trans­portere og opbevare vær­dier. Værdier er noget helt andet end penge.

 

Pengemid­lerne fordærves, som vi skal se i denne gennem­gang. Penge derimod er den ret, der følger af, at du har frembragt/skabt resultater, der efterspørges af andre. Denne ret fortabes mere eller mindre, når anvisningerne på retten ikke er i orden.

 

Der skal selvfølgelig være tiltro til pengemidlerne herunder kreditterne. At de er det værd, der står på dem. Derfor må de udvalgte, der står for ledelsen af et land altid sikre, at mæng­den af pengemidler nøje passer til det, der produceres.

Bliver produktionen større for hver måned, er det korrekt også at øge antallet af pengesed­ler, der så er anvisninger på retten til denne produktion. Dette forud­sætter selvfølgelig, at der ikke i forvejen er vrøvl med økonomien.

 

Pengeudstedelsen skal ske ved, at vor nationalbank trykker nogle flere penge og husker at notere de ansvar­lige ledere herfor, inden de begyn­der at bruge dem selv eller lader omløbet starte andetsteds. De skal nemlig huske at holde styr på, om pengemængden et andet sted så sam­tidig skal gøres mindre. Pengemidlernes herunder kredittens vækst og produktionens og omsætnin­gens reale vækst skal altid svare til hinanden, forstår du nu.

 

Fordi der i Danmark fra midten af 1960-erne og frem til 1996 ikke var den nødvendige orden i pengesagerne, må vi måske tilsidst tage en op­synsmand med i ledelsen af vort land. Det er sket i Sverige. Det forlanger dem, vi skylder penge d.v.s skylder varer, for pengene i sig selv er jo ikke noget værd at have. De skal kunne ombyttes med varer eller andet gavnligt, man gerne vil anskaffe.

Er der noget tilbage af vareproduktionen, når alt er betalt i virksom­hederne, og danskerne har købt alt det, de kan ønske sig for deres penge, kan resten måske sælges til udlandets borgere eller virksom­heder.

Dette kaldes eksport.

 

Er der for lidt vareproduktion i forhold til, hvad der efter­spørges med vore penge, kan vi mod ordentlig betaling im­portere nogle flere varer. Skal vi låne os til denne or­dentlige betaling, fordi udlandet ikke uden videre vil have vore sedler, så bliver vi noteret.

Det er selvfølgelig altid staten, der kommer til at tage ansvaret for dette regnskab med udlandet. Et regnskab der opgører værdistrømmen ud af og ind i landet.

 

Dette fordi den enkelte borger eller virk­somhed må gå ud fra, at vore penge er gode nok og kan veksles til de uden­landske pengesed­ler, der forlanges for de udenlandske varer.

 

Nu er det meget nemt at udstede for mange pengemidler og øge statens kredit, og det er tilmed tillokkende for en regering at gøre det. Fordi det i realiteten virker som en skjult skat på opsparing; politikere elsker skjulte skatter. Desuden virker inflation i første omgang opmuntrende på omsætnin­gen. I det lange løb slår prisstigningerne naturligvis igennem i alle led i produk­tions- og afsæt­ningskæ­den, og så er man lige vidt - blot med et højere prisniveau - uden større produk­tion, men med en illusion om reel lønforhøjelse fattigere.

Så mister midlerne værdi ligesom, hvis der er for mange kartofler på markedet. Det er derfor, at man i f.eks. Tyskland, der har meget dårlige er­faringer hermed, havde særlige regler indtil 1999, i hver fald. Regeringen der kunne ikke bare forlange pen­geudstedelse af nationalbanken eller Forbundsbanken, som den kaldes i Tyskland.

 

Indtil 1996 ringede finansministeren i Danmark derimod blot til sin natio­nalbank, og så var det hele klaret. Det kunne den tilsvarende finansmi­nister i Tyskland slet ikke med den mere grundlovssikrede tyske For­bundsbank indtil 1999. Forbundsbanken var uafhængig af regeringen og alene underlagt Grundloven indtil udgangen af 1998, hvor EURO indførtes til erstatning for D-Marken. Det fortsatte i Danmark med et stort, Den Europæiske Central bank forpligter Danmarks Nationalbank, som modydelse til den fast kobling til Euroen fra 1999. Det sidste kan være være Grundlovsbrud, idet det bryder vor centralsbanks pengemonopol. Grunden til det er tillokkende for regeringer at udstede for mange penge er, at dens politikere så nemmere bliver genvalgt. Den for store pengemængde virker nemlig i første omgang, som om borg­erne lettere kan få afregnet deres køb, og der bliver ekstra interesse for at købe mere, fordi folk føler sig mere ved muffen. Og så mener mange desværre, at det så må skyldes, at vi har en god regering. Det går dog galt, for priserne begynder efter­hånden at stige. Og så kan det være ét fedt, om der var lidt flere sedler. Der er oven­ikøbet en tendens til, at varepri­serne tit stiger mere end de fleste af borger­nes indkomster, fordi andre landes regeringer gør ligeså.

Det sker kun, fordi regerin­gen/regeringerne har sat det hele igang.

Herved kan regeringen fristes til, at udvide pengemængden endnu mere, selvom, der stadig ikke er dækning. Det gjorde de også i Tyskland i 1920-erne. Det skal vi vende tilbage til og forklare nærmere nedenfor.

 

Skatterne og folks egen gæld mærkes heller ikke så meget, når der hele tiden laves falske penge eller trækkes veksler på ufødte generatio­ner, hvilket et langt stykke hen ad vejen er ét og det samme. Vi har jo ingen garanti for at disse endnu ufødte vil honorere deres forældres gæld. De behøver bestemt ikke at gøre det - moralsk set. For de er ikke blevet spurgt. En vis Niels Ebbesen kappede som måske bekendt hovedet af én af den afdøde konge Erik Menveds store kreditorer, Grev Gert. Men vold løser sjældent problemet - kreditorer har arvinger, som vil opretholde kravet om indfriel­se af gælden.I realiteten er inflation et brud på aftaleretten, der ifølge folkerettens grundlægger Hugo Grotius simpelthen udgør grundlaget for ordentlig samkvem mellem mennesker. Han formulerede den berømte juridis­ke grund­regel "pacta sunt servanda" d.v.s. aftaler skal overholdes. Inflation er aftalebrud.

Det bliver tilsidst en ond cirkel på en vis måde svarende til en for stor indtagelse af alkohol igennem lang tid. Tilsidst melder abstinenserne og smerterne sig.

 

De ledende har på denne måde blandet sig kunstigt i køb og salg.

Det giver dog altid gæld i sidste ende, fordi dem, som vi handler med i udlandet, de efterhånden mærker, at vore varer er blevet noget dyrere at købe, for hver gang de køber hos os igen.

Det kan også ske, at vore lånegivere i udlandet efterhånden indser, at vi aldrig vil kunne afvikle den gæld ordentligt igen, som vi i det lange løb har pådra­get os.  Så kommer vi til at følge kreditorernes anvisninger.

Så sælger vi efterhånden mindre, men vi køber måske stadig meget i udlan­det, hvis der endnu ikke er blevet låneproblemer, og så bliver der selvfølgelig endnu mere underskud.

 

For at vi alligevel skal kunne handle videre, må vi så noteres igen. Og sådan kan det fortsætte, indtil til kreditorerne siger stop.

Danmark er særligt sårbar overfor dette fænomen, der kaldes inflation (pengeforringelse), fordi vi skal handle så meget med udlandet for at holde det hele igang, også i produktionslivet. Importkvoten (den andel af indkomsten, der bruges på import) er høj.

Der er flere ufine tricks, en regering kan gøre brug af, når det så er gået galt. Den kan ændre bytteprisen på uden­landske penge (valutakursen) ved at meddele, at vore egne penge nu sættes lavere i værdi i forhold udlan­denes penge. Dette kaldes at devaluere. Men det er også kun en stakket frist, der er med den trafik. Lige til at begynde med får vi lavere afregn­ings­pris på vore eksportvarer målt med udlandets penge, og importen bliver dyrere målt med vore penge. Det skulle efterhånden bedre misforholdet i samhandelen, for så køber vi mindre og sælger mere. Gælden bliver blot opskrevet i danske kroner.

Da vi imidlertid importerer så stor en andel af det, vi bruger til at producere af også, kommer det efterhånden til at slå igennem på vore eksportpri­ser. Desuden fristes regering og embedsmænd til at øge seddeltrykningen for at dæmpe disse kedelige virkninger af devalue­rin­gen, så det bliver lettere at skaffe sig illusorisk købekraft og skabe falske forventninger i Danmark.

Fra begyndelsen af januar 1999 nedskriver de 11 EURO-deltagerlande deres valuta EURO med godt 1,4  pct. pr. måned regnet i norske kroner, men med næsten 3 pct. pr. måned, når regnes i forhold til US-dollars. Dette er tegn på at end ikke spekulanterne accepterer den nye valuta, så kapitalen flyder væk fra Europa. Derfor må de snart hæve renten. Det giver mere arbejdsløshed og mere politisk ustabilitet.

For hele 1999 gjalt at EUROen faldt med 13,8 pct. i forhold US-Dollars, med 19,8 pct. i forhold til japanske YEN og med 8,7 pct. i forhold til norske kr. (se nedenstående tabel)

 

...Vi kommer ikke udenom, at penge kun er papir og metal­mønter. Varer og arbejdsydel­ser er noget helt andet. Det er selvfølgelig fristende at tro, at vi bare kan fort­sætte med at lave penge uden ordentlig dækning.

 

Der kan herefter endda ske det, at inflationslandets udenlanske långivere indser, at landet aldrig kan få afviklet sin gæld på normal vis - hvorefter kreditorerne tropper op og dikterer landets fremtidige økonomiske politik - som det netop er sket i Sverige. Hvis svikmøllen alligevel fortsætter kommer det tidspunkt, hvor kreditorerne simpelthen siger stop. Så går samhandelen med udlandet helt over på private hænder; de lokale penge erstattes med fremmede (Dollars eller DM) og landets statsmagt fungerer reelt ikke længere som sådan. Den er da blot én mafia blandt andre. Det er sket adskillige steder på kloden, og det kan også ske i Danmark. Modsat hvad mange inderst inde tror, så er dan­skerne ikke spor klogere eller sødere end andre folkeslag.

Indtil da kan regeringen blive ved med at få det til at se ud, som om det går rigtig godt, eller ufattelig godt, som en ukyndig, eller naiv finansmini­ster blev ved med at fortælle folk på TV fra 1991 til 1993. Han vidste måske godt, det var helt galt fat. I så fald løj Henning Dyremose! Mogens Lykketoft havde derefter opsvinget indtil 1998, som danskerne ikke helt fornemmede.

 

Fra 2001 vil man satse på at privatisere administrationerne af socialhjælpen. Det indebærer bl.a., at der lægges planer om at afhente de udstødte om morgenen og bringe til noget arbejde, som man ikke helt har fundet frem til endnu (TV2 27. og 28/2-1999). I. G. Farben i Tyskland præsterede at opnå den samme billige arbejdskraft i perioden fra 1940-45.

 

Danskernes tilslutning til Europa-Unionen var beggede nævnte finansministres store ønske. Dyremoses egen chef daværende statsminister Poul Schlüter havde bl.a. på et møde i Maastricht i Holland i december 1991 lovet at "få dan­skerne med på EU-vognen.” I 1986 havde samme Schlüter meddelt på møde i München, at Europa-unio­nen var stendød. Vi skulle ikke inden tilslutnin­gen til den døde union, som vi ganske vist skulle folkeafstemme om, m­ærke så meget til, hvordan det kneb med finan­serne. Ét NEJ til den døde union var dog ikke nok. Alene i 1991 lavede Dyremose ekstra penge for ca. 40 mia. kr. eller ca. 10.000 kr. pr. dansker over 18 år. Det skete ved  pr. telefon at bes­tille dem trykt i Dan­marks National­bank.

 

Lykketoft kører en lignende trafik. Forskellen består kun i det, de siger, hvoraf det meste ikke betyder meget. Der er ingen reel forskel på det, de gør eller bringes til at gøre.

 

8. april 1992 kunne man i den danske provinsavis Aarhus Stiftstidende læse, at ledigheden blandt murersvende i Århus var 36% - altså mere end hver tredie - og at malerne var i næsten samme situation.

Det førte til, at deres håndværksmestre bad kommunen om at igang­sætte håndværksarbejder. Der var f.eks. stort behov for at få istandsat skolerne i kommunen. Malernes fagforening havde måneden forinden sendt følgende budskab til pressen: "Stop foræld­renes sorte arbejde, når vi er så mange ar­bejdsløse." Danske forældre havde på nogle af kommunens skoler frivilligt hjulpet med at istandsætte, fordi der manglede penge på budgettet, som havde været meget belastet af indvandrerundervisning.

 I 1991 havde man derimod istandsat bl.a. Gellerup Parken, beton-kollektivistisk boligkompleks (Ghe­ttoen) vest for Århus i Brabrand for omkring 164 mio. kr. - med næsten udeluk­kende kommunale penge/­garantier. Medio august 1992 godkendte Århus Byråd endog ekstra ombygnings­arbej­der indendørs i lejlighederne til ca. 300.000 kr. pr. lejlighed; de fleste af midlerne hentet fra Bolig­selska­bernes Landsbyggefond.

 

Hertil er to centrale spør­gsmål:

 

1. "Hvorfor var is­tandsættels­erne/ombygninger af Gellerup Parken til i alt henved  ½ mia. kr., der kunne skaffe svendene arbejde i 1992 og mås­ke ved­ligehol­de/forbedre bygningerne, ikke sket noget før for de penge, som allerede var inddrevet i skat?"

2. "Hvorfor brugte kommunen henved ½ mia. kr. på at renove­re/ombygge nogle boli­ger, som ingen ville bo i, medmindre kom­munen eller staten betaler huslejen, der i forvejen var tårnhøj - efter ombygningen stiger den igen, så den samlede boligudgift kunne forventes at blive 830 kr. pr. kv.m. pr. år, når de første 1000 lejlighederne stod færdige"?

 

Svar på 1. spørgsmål: Pengene var på forhånd brugt til andre formål.

Svar på 2. spørgsmål: Det må guderne vide, hvis ikke de også her er magtes­løse.

Kan et æble spises to gange?

Hvorfor kunne det ikke betale sig at igangsætte byggeri og reparati­ons­ar­bejder på normale betingel­ser, også på skolerne?

For at det skal kunne betale sig - blot en smule - skal der reserveres værdier til et afkast senere, når nogen skal placere værdierne i arbej­det nu, fremfor, at de selv råder over disse værdier til forbrug.

Sandheden er, at værdierne var forbrugt, og anvisningerne på værdierne forbrugte indtil flere gange.

 

Projekter af den beskrevne type kunne virke tillokkende; men desværre bli­ver det hele meget værre, hvis der bruges kommunale penge eller garan­tier, som i realiteten er det samme, til for­målet. Problemet forsky­des blot og bliver endnu større et par år efter. Så bliver ledigheden 45-50% i stedet for 36%, hvis ikke endnu flere falske kommunale penge kastes i projek­terne mod ledigheden. Men så fandt de sandelig på orlovs-camouflagen, som var den danske miljøminister og tidligere arbejdsminister Svend Aukens ambition fra slutningen af 1970-erne, hvor "miljøet begyndte at styre arbejds­markedet rent ministerielt.” Så faldt arbejdsløsheden lidt på papiret, for nu skulle de arbejdsløse "aktiviseres" i de orlovsramte jobs, næsten udelukkende i den offentlige sektor.

 

De socialistiske partier planlagde herved de dobbelte og tredobbelte ansættelser, der er blevet så kendte i den gamle, socialistiske østblok. Desuden er det af hensyn til image bedst at få fordelt alle de udstødte på nogle flere offentlige hyllefag, så de officielle optællinger af de arbejdsløse kan falde mere heldigt ud.

 

De såkaldt borgerlige så naivt hen til, at en mængde arbejde udført i den offentlige sektor af mere løs og billig arbejdskraft (8,25 kr. i timen udover bis­tandshjælpen første år for en ung under 25 år) på denne måde kunne forsvinde ad åre ud i det private initiativ, når de fastansatte i monopolsektoren måtte blive udkonkurreret af den løsere ansatte arbejdskraft uden fagforeningsmilliardærerne i ryggen. De skynder sig så at udslynge sloganet: “Brug for en ekstra hånd” – ikke en ekstra ånd.

 

Desuden var der med "opsvinget" skabt den stemning via medierne i den pyramideformede offentlighed, at de arbejdsløse ikke gider arbejde. Så var det med at være med på noderne.

 

Og dårligdommen fortsætter til al normal aktivitet er gået i stå og erstattet med kom­munalprojekter eller med andet umuligt eller overflødig aktivitet, der ikke kan køre uden skattefinan­sieret tilskud. Dette er planøkonomi, i bedste EU-FN-stil.

Bøtten skal vendes, og der skal gøres op med bedra­get hele vejen rundt, ellers bliver det hele meget værre i sidste ende.

I virkeligheden bad svendene og deres mestre om at komme på dobbelt offentlig understøttelse, da ingen nemlig havde efter­spurgt deres arbejde frivilligt for egne værdier.

 

Nu byfornyedes der hele vejen rundt for ikke ikke-eksisterende midler. Det blev som forudset til huslejeforhøjelser, som lejerne knap nok kan klare. Så skal de også have flere ikke-eksisterende midler.

Selvfølgelig kunne svendene henvise til, at en mængde folk i kom­munens tekniske forvaltning og i andre forvaltninger i realiteten allerede var i samme situation. 

Burde det hele derfor gøres endnu værre, eller burde der i stedet ske kæmpe­for­andrin­ger i forvaltninger?

Dette bliver forhåbentlig et enkelt meget afgørende spørgsmål ved finanslovfor­handlinger i 1998 med henblik på budgettet for 1999, såfremt man indser, at underskud på statshusholdningen på 30-40 mia. kr. pr. år er ødelæg­gende. Éngangsindtægter ved salg af offentlige aktiver eller ved "tyveri" fra Den Sociale Fond et enkelt år skaber ingen balance i en fejlindrettet økonomistruktur, der er en afgørende del af årsagen til problemet. Det blev meget værre, som vi skal se nedenfor under Dansk Finanpolitik i internationalt uvejr.

Det der ofte glemmes eller bevidst overses ved skattefinan­sierede ar­bejdsløshedsprojekter og anden aktivering er, at de værdier, der over­føres til projektak­tiviteter, tages fra et andet sted i økono­mien, hvor det private initiativ er rådende. Det betyder, at de penge så ikke kan bruges frivilligt i overensstem­melse med borgerens indkomster, ønsker og behov. Hver gang dette sker alligevel, går det mere galt og kører mere skævt. Herved skævvrides tilsidst hele økonomiord­ningen, så større og større dele bliver planøkonomi eller komman­do-økonomi, h­vor bureauk­ra­ter disponerer på borgernes vegne, men for borgernes værdier og med dem som trækdyr, fra  1996 i 3½ ud af 5 arbejds­dage i alt pr. uge.

Herved øges afhængigheden af bureaukraterne og kreditorerne gradvist, indtil hoved­parten af, måske hele økonomiens naturlige ordning, er sat ud af spillet.

Dette var sket i Danmark allerede i begyndelsen af 1980-erne. Monopol- eller statssektoren voksede målt i personale med ydeli­gere 12 pct. i 1980-erne, hvor Danmark havde en såkaldt borgerlig regering fra 1983.

 I 1990-erne køres der helt parallelt med tilskud i ekspresfart både i Europas enkeltlande og i EU, der nu også har fundet på sine egne afgifter. Om få år skal ikke konkurreres mere (se nedenfor under Den Trilaterale Kommission).

For at vi kan handle med andre lande må der (i den nuværende indretning), som du nu har set, note­res. Vi laver for mange pengemidler og bruger dem i stedet for at lade dem forblive i vareproduktionen. Vareproduktionen er det eneste, vi kan betale vor import med og afvikle vor gæld ordentligt med.

Hvis en mængde lande bare udsteder for mange pengemidler, så bliver det i sidste ende nogle få banker, der kommer til at bestemme, om der skal udlånes ydeligere i den nuværende indretning. Det kan, som vi vil se lige straks, også føre til, at fremmede lande eller banker kommer til at bestemme meget mere over os og vort lands ledelse, end borgerne til­syneladende forestiller sig:

En oplagt trussel uden vor opvågning, en sikker trussel med EURO-en til den kikser.

Hvis alle lande bare laver større og større gæld,  vil de efterhån­den skulle konkurrere om, hvem der hurtigst kan gæld­sætte sig.

I virkeligheden er det falskmøntneri, det skader alle i sidste ende, bortset fra interbank-udlånere, politikere, bureauk­rater, spekulanter, og det er en ret lang­sommelig og mere smertefuld proces at få standset og vendt.

 

Især er det svært, når lederne her har tiet eller talt usandt herom over for folk, der ikke kunne ane, hvad der foregik nærmest i det skjul­te. Pressen ville heller ikke følge, hvad der skete. Vi skulle ikke vide det.

Når det sker, at alle eller mange større lande på denne måde bluffer, kan det i det lange løb føre til store handelskrige eller rigtige krige.

I Danmark har vi fortsat alt for stor monopolsektor med skattefinansiering. Ét væsentligt strukturproblem for landets økonomi.

Det meste af det, den laver, kan ikke sælges, men det, som bureaukraterne selv forbru­ger, skal beta­les. Og så kan de penge jo ikke bruges til andet. Tillader regeringen, at pengeanvisninger al­ligevel bruges en ekstra gang, fordi den ikke inddrager og reserverer den fornødne sum, så er der igen lavet for mange pengemid­ler. Når skat­teborgerne i forvejen er hængt meget op, så er det nemmest for dem, der ønsker at blive ved magten, at lave nogle flere sedler og give mere kredit. Hæver de skatterne ydeligere mister de måske magten.

Mindre end 1/3 af alt, hvad der frembringes i Danmark ved arbejde, har det of­fentlige ikke blandet sig direkte i.

Dette var/er ikke statens opgave i et demokrati, og det er en katastrofe, at det skete, hvis ikke man ønsker sig et diktatur.

 

Det havde udviklet sig særlig slemt til gennem en generation, at det offentlige havde blandet sig mere og mere med "produk­tionsløse penge" i alt, alt for meget. Det havde skævvredet hele vor økonomi, så 2/3 er mere eller mindre kunstigt indrettet. Vore varer er altså blevet alt for dyre at sælge til udlandet. Der anvendes fortsat en økonomisk teori, der for det første er særdeles mangelfuld i almindelighed og for det andet andet kun beskæf­tiger sig med den trediedel af økonomi­en, der er tilbage, når bortses fra det offentliges indflydelse. Der findes end ingen økonomisk teori for den offentliges sektors virkemåde.

En teori om bureaukratiets virkemåde er ganske overflødig al den stund, at praksis viser os, hvor bureaukratiet fører landet hen.

Nu kopierer de det let overskuelige forsøgsland overalt i EU (se nedenfor om Den Trilaterale Kommmission). Ovennævnte kronikør fra dagbladet Information den 30. april 1995 opererede med lønandelen som årsag til miseren. Dette var en almindelig grundlæggende misforståelse, hvor han traditionelt sammenblander årsag og virkning. Denne kronikør er ikke fremhævet her, fordi han er interessant; men fordi han er typisk bl­a­ndt de karrierefikserede, der mest kommer til orde i disse sidste år inden den planlagte Europa-stat.

 

Pengeløn­ningerne er for store, herom skal der ikke diskuteres. Ved at reducere skatterne kan der opnås enighed om lavere pengeløn og dermed samme eller højere realløn ved naturlig afgang i offentlig­sek­torerne, der ødelægger landet med deres størrelse. Slutresultatet vil være større udenlandsk efterspørgsel og større efterspørgsel efter arbejdskraft i Danmark.

 

Optil den 2. juni 1992 stod vi fuld­stændig gældsat, og der fandtes kun én udvej, mente de 'ydre' magthaveres 'indre' magthavere:

"Meld Danmark ind i Europa Unio­nen.” Det ville danskerne dog ikke, bl.a. fordi det EF-tilhængerne havde lovet de første 20 år i EF, var blevet nærmest det modsatte af det lovede. Når vi har stemt Euroen ud tredje gang den 28. september 2000 sker der forhåbentlig en forandring. Vi  kunne ændre Danmarks Riges Grundlov, så der blev ordentlige regler for pen­geudstedelsen, regler som ikke kan omgås i det skjulte. Vi be­gynder måske også på or­dentlig måde at afskaffe det of­fentliges vilde overforbrug af personale, store dele af de mangfoldige offentliges gøremål går måske samme vej.

 

Måske bliver det også nødvendigt løbende at fortælle borgerne, hvor meget de forskellige ting reelt koster, og hvor meget af økonomien, der bygger på de dårlige penge og manglende konkurrence og afgifter. Det tager tid, men til ­sidst vil det begynde at gå op for de fleste, hvem der snyder hvem, når der laves falske penge og konfiskeres løn.

 

Beskatning kaldes det, når borgerne beholder hovedparten selv. De arbejdende i samhandels- og produktionssektoren, de ar­bejdsløse, pen­sionisterne og børnene (ca. 3,7 mill. udaf 5,3 mill. ) bliver snydt hver gang. De er ellers de fleste, og det kaldes så mærkeligt nok demokrati og det kaldes godt for at få det til at glide lettere ned.

 

Hvis du tror din ideologi hjælper dig til at forstå, hvad som er rigtigt, så kan jeg oplyse at der findes kun en ideologi, og den har været gældende hele de 20 århundrede, og mere til. Den har ganske vist flere navne.