Information om Danmark

Information om Danmark, lilliput-information, Internet 28-05-1999,
e-post-adresse: mail@lilliput-information.com

Euro - to saglige analyser

To kvalitetsgennemgange, en Euro Ultralight og en Euro Light. Den hårde Euro valuta blev uofficielt afskaffet i 1995. Oliehandel synes at skulle holde den oppe med det resultat, at EU realøkonomien ikke bliver bedret. Obligatorisk mønt er det modsatte af det planlagte værn mod globaliseringen.

Europa Union afskaffede ad den vej først deltagerlandenes valutaer, hvorefter Europa Union, der en ideologisk konstruktion, sigter mod at erstatte nationerne, selv bryder sammen, fordi økonomisk ustabilitet i længden fører til politisk ustabilitet.
Det er set mange gange før!

Euro ultralight

Den generelle gennemgang:
I 1998 blev der blandt de 12 EURO-deltagende lande truffet beslutning om de nationale valutaers omvekslingskurser i forhold til den nye europæiske enhedsmønt. EURO forudsættes accepteret af både borgerne, erhvervslivet, spekulanterne og EU's Centralbank.

I Danmark glemmer lederne at fortælle vælgerne, at Storbritannien ikke har sagt JA til EURO. Den 25. juli 2000 refererede medierne med Reuter en engelsk meningsmåling, der viste at kun 22% af de stemmeberettigede går ind for EURO, 15. januar 1999 tilsluttede 26% sig mønten. Nu har man heller ikke samme behov for indoktrinering af borgerne i England, for de engelske vælgere har endnu ikke været spurgt om EU ved folkeafstemning. Sverige deltager heller ikke i EURO-projektet, fordi landets vælgere ved folkeafstemning den 14. september 2003 stemte klart NEJ til Euro som erstatning for kronen.

Selve EURO konstruktionen er selvmodsigende, hvis ikke nationerne forudsættes opløst. Selv da er den meningsløs, fordi den er politikernes sædvanlige eksperiment med Europa kontinentet, nu også med pengeudstedelsen. Reglerne i Maastricht-aftalen, der danner udgangspunkt for EURO, er alt andet end stramme ufravigelige krav til pengeudstedelsen. Selv 4 af de 5 tilfældige konvergenskrav måtte opgives, fordi kun Luxembourg levede op hertil (Italien, Frankrig, Spanien og Tyskland har haft alt for store underskud på de offentlige finanser i siden 2002 samtidig med at disse fire lande også var tæt på negativ vækst i eftersommeren/ efteråret 2003). Det tragikomiske i lige netop dette faktum består i at Luxembourg lever af EU-bureaukratiet og bankvæsen.

Europæiske politikerskabte møntunioner har været prøvet to gange før i den nyere historie, den latinske- og den nordiske møntunion, begge 1870 erne, med kollaps henholdsvis før og efter Den første Verdenskrig. "Når mange underskud og mange gældsposter lægges sammen bliver de stadig til underskud og gældsposter". Dette var gældende i 1914, 1920 erne og 1930 erne. Efter Den anden Verdenskrig skulle vi tro noget andet, muligvis takket være J. M. Keynes' gode tro.

Kursfastsættelserne på Euro skete i et voldsomt rivegilde i EU Ministerådet. Derefter skulle kurserne være fastfrosne på de nationale valutaer i forhold EURO, indtil de afskaffedes endeligt 1. juli 2002, og blev trukket ud af omløb.

Danmark har forbehold for EURO indførelsen, og Danmarks vælgere har ved folkeafstemning den 28. september 2000 stemt NEJ til Euro. Det vil et flertal af Folketingets medlemmer gerne have til folkeafstemning igen, selvom de danskere vælgere har talt, og både England og Sverige står udenfor. De håber på at flere nytilkomne vælgere vil stemme JA. Det sidste vil lederne ikke tale om; vi undrer, hvorfor vi skal stemme igen, når vælgerne har sagt nej. Går Danmark ikke med, eller indretter sin lovgivning efter diktat, vil den europæiske forbundsbank ikke vedblive at holde den danske krone oppe overfor international spekulation, underskud og seddeltrykning i Danmark. Dette mente tidligere økonomiminister Marianne Jelved ikke kunne være en trussel indtil efteråret 1998.

At hun tog fejl var ikke ganske uventet.

Hun måtte hjem fra EU og meddele regeringen, at der kræves enorme besparelser og/eller en fuld EURO tilslutning nu (1998). Så måtte finansieringsvilkårene og adgangen til efterlønnen og pensionen ændres, selvom tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen havde lovet det stik modsatte senest i sommeren 1998. Da der var for kort tid mellem løgnen og sandheden, blev det opdaget, og så måtte pressen blande sig for ikke også at tabe ansigt. Ellers plejer al den slags at gå gelinde. Selv medierne måtte altså vende her,fordi den var blevet for tydelig.

Nu måtte den tyske nationalbankdirektør op og indoktrinere os om EURO ens fortræffelighed i januar 1999. Der har efterfølgende været besøg af kommissionsformand Romano Prodi, hvilket virkede stik imod hensigten, og så skulle vi have folkeafstemningen om Euro-deltagelse, der ville betyde kronen afskaffelse, den 28. september 2000.

Folkeafstemningsresultatet kom Poul Nyrup Rasmussen og Uffe Ellemann-Jensen meget på tværs. Meningsmålingerne bar tydeligt præg af, at politikerne, der skulle forføre vælgerne, desværre var totalt uvidende om monetære forhold.

Medens EURO ens kursfastsættelser for de andre lande fandt sted, talte de ledende mest om EU udvidelse mod øst. Det er fordi pengene var/er sådan et forfærdeligt problem, og politikerne har langt fra den indsigt, der skal til at forklare vælgerne herom med overbevisning.

Dette forhindrer dem dog ikke i at fastholde planerne for Europa-Staten, der netop står og falder med den fælles, obligatoriske enhedsvaluta. Da Frankrig skulle være med i pengeordningen for at der kunne tales om noget EU, skulle Spanien, Portugal, Italien og Grækenland også være med uanset disse landes mega-dårlige økonomikarakterer og deres enorme mængder af betalingsmidler og andre kreditmidler. Der taltes sågar usandt om betalingsmiddelmængden i Italien, der repræsenterede Liren i gigantiske mængder.

Dette er bare én af de medvirkende årsager til, at EURO med sikkerhed bliver en svag valuta, når den må fiskes af olie. Desuden var aftalt allerede i Edingburg i 1995, at Euro ikke skulle være en hård valuta med ufravigelige regler i fundatsen. Men det oplystes naturligvis ikke til offentligheden, fordi man satsede på at bibringe vælgerne den opfattelse at der tale om en valutakonstruktion meget svarende til den tidligere så stabile D-mark under Ardenauer og Erhardt, som de vidste ville være populær.

Det passede rigtigt de amerikanske og japanske banker fint. Der var ingen muligheder for at få sat omvekslingskurserne lavere, end de netop var i 1998 lige ved kursfastsættelsestidspunktet. Ønsker herom var der, fordi alle enkeltlandene er supergældsatte, og desuden ville de enkelte lande gerne forsøge at trække noget længe savnet konkurrencefordel hjem. Flere af landene havde endog forud devalueret, og fastkurssystemet (EMS) fra 1986 brød derfor sammen. Nu var der lukket.

Dette vidste spekulanterne. Derfor søgte de at undgå de nationale valutaer indtil kursfastsættelsen. De placerede sig i dollars og yen. I princippet er de nationale valutaer nu afskaffet i de deltagende lande, fordi deres kurs ligger fast i forhold til EURO.

Da Danmarks naive ledere forsøgte at fastholde den mangeårige faste kronekurspolitik i forhold til D-mark - trods det ene underskud efter det andet op til kursfastsættelsestidspunktet - sagde tyskernes ledere STOP.

De havde klaret opgaven for at få os med på EUROPA-STATS-vognen.

Det bliver skæbnesvangert for Danmark uanset hvad, fordi valget står imellem en krone i frit fald, eller EURO, der også vil styrtdykke - endda næsten fra starten, som vi forudsagde allerede i 1995….uden olien.

Inflationen voksede i 1999, som forudset. Fra 2003 stod vi på tærsklen til deflation i Europa, og rentevåbnet virkede ikke længere.

Derfor foreslog vi dengang, at du skulle have dine eventuelle værdier i f.eks. guld, engelske pund US$ eller norske kroner eller norske værdier, og al din gæld i kroner eller EURO. Det er stadig aktuelt, og guldet er blevet et stærkere alternativ end alt andet. Prøv http://www.oanda.com. Norske kroner er sikre i det lange løb - trods en mindre tilpasning efter den internationale finanskrise i sommeren 1998, fordi Norge har flere penge til gode end Danmark skylder og fortsat præsterer store overskud.

Den hårde ECU, som blev foreslået af den britiske tidligere Premier Minister John Major, medens han var finansminister, havde været meget bedre, fordi den kunne lade nationalbankernes uafhængighed af bl.a. unionen være urørt, mønten var frivillig og kunne udstedes efter behov i et fælles emissionshus. Var borgeren utilfreds med sin egen valuta og landets finansministers forvaltning heraf, kunne han veksle til ECU. Dette ville straffe landets finansminister, der så måtte hæve renten med nedgang til følge, fordi hans pengecirkulation var blevet reduceret som følge af, at han havde forvaltet sin mønt dårligt, og borgeren derfor havde vekslet.

Der har altid i princippet været to muligheder: En nationalbank, som er uafhængig af alt undtagen grundlovens bestemmelser, eller ingen centralbank overhovedet med borgernes ret til at bruge en hvilken som helst mønt til betaling efter eget valg, blot modtageren accepterer. I det sidste tilfælde er der ikke tale om nogen egentlig stat.

England, Sverige og Danmark har indtil nu ikke valgt nogen af disse løsninger, hverken før eller efter EU-medlemskabet. Nationalbankerne er private ligesom i USA og de fleste andre steder med repræsentativt demokrati, som det kaldes, til at føre tilsyn.

Alle værdimål på aktiver og papirer er ændret i Euroland til EURO, og når/hvis den indføres her også, sker det samme. Modsat falder kronekursen uden EURO tilslutning, når spekulationen speedes op og tyskerne slipper DK-kronepapirerne, hvis ikke et kreditorland kan overtage dem straks.

Her var det de såkaldte "overbevisningsmænd" er for teoretiske og glemte, at realiteten er, at de slipper kronepapirerne efter endnu et NEJ. Dette ene havde Mogens Lykketoft trods alt ret i.

De første år efter EURO indførelse vil EU køre en højrentepolitik, hvis kapitalen skal holdes i Europa. D.v.s. samme høje rente på Sicilien og i Baden Würtenberg, hvor Ruhr-distriktet ligger. Dette giver selvfølgelig et helt forrykt investeringsklima og arbejdsmarked. Det ser vi resultaterne af nu.

Indstil nu har ECB dog fastholdt en lavrentepolitik, fordi keynesianismen, der fortsat er den teori der handles efter, tilsiger lave rente for at give produktion og beskæftigelse. Det har betydet at kapitalen er strøget væk fra Europa. Allerede i januar 1999 stod regionen Sicilien med et underskud på de offentlige finanser på 1 milliard US$, som 40 banker afviste at finansiere.

Mere ustabilitet bliver resultatet af den renteforhøjelse, der skal komme. Efterhånden tvinger dén og fornyet inflation Centralbanken i Frankfurt til at gribe ind, skrev vi i 1998. Det kom til at stemme.

Det betyder endnu højere rente for at holde kapitalen i Euroland, eller med flere statsstyrings tilskud (det betyder endnu mere centralisme) - eller også erkende, at de nationale krav om politisk stabilitet må slå igennem, når alt kommer til alt. Det sidste er det mest sandsynlige, hvis centralbankreglerne/hensigterne ikke bare skal overtrædes. Der er allerede indbygget politiker-indblanding i pengepolitikken, som de bedyrede skulle være uafhængig heraf.

Alternativet til arbejdsløshed og politisk ustabilitet i Euroland er altså en tilskuds-kommando-underskuds-økonomi som i det gamle DDR, og som vi kender den fra Danmark forud i 1990 erne.

Bemærk, at den tidligere formand for Europa Kommissionen Jacques Delors - nu medlem af Bilderberggruppen - i nr. 9 af EUROPA 1996 fra Kommissionen foreslog tilskudsøkonomi, med såkaldt 'job-creation' og bl.a. orlovs-camouflage i EU efter den danske model i 1990 erne.

Euroen kollapser, hvis ikke Europa pludselig bliver meget rigere og kan sikre sin kunstvaluta, skrev vi. De er heller ikke i stand til at ophæve tyngdeloven, selvom de måske gerne ville, skrev vi.

Med Irak krigen fandt de løsningen. Nu flyder Euro i olie.

Læs: http://www.lilliput-information.com/revalu.html

Med EURO skal vi indstille os på rene diktater fra Frankfurt og Bruxelles. Så er vor selvstændighed endegyldigt afskaffet, indtil unionen bryder sammen. Skal vi give et bud at det kan blive omkring år 2020.

Lad dig ikke lokke af de høje renter der kommer. Købekraften og valutakursen falder og falder langt mere, end svarende til det de høje renter giver; skrev vi i 1996. Sådan ville det have været uden den kunstige, nymerkantilistiske olie-hævert.

Sådan afskaffes statsgælden for din regning, som det også er sket tidligere. Grundlæggende bygger EU på en løgn om de finansielle forhold i verden. Måske var den blot midlet til at få gælden væk. Der er en nok så stor hurdel at overkomme efter arabisk oliehandel nu holder Euro oppe. Europæisk økonomi har det fortsat rigtig skidt, og det ordnes ikke med en høj Euro-kurs, og i tillæg er der altid en modydelse til løftet.

Euro-light

ØMU førte til EURO, når Kronen, D-Marken og Liren skal afskaffes

Specialiseret gennemgang:

Valutasuverænitet og selvstændig finanspolitik
Forudsætningen for at kronen er fast koblet til EURO er, at den siddende regering lever op til de besparelses- og andre krav, der stilles fra ECB - Den Europæiske Centralbank. Det er ganske vanvittigt, at der kan være tale om fortsat national valutasuverænitet, når f.eks. kronen er fastkoblet til Euro. Det kan kun betyde, at finanspolitikken plus penge- og rentepolitikken i Danmark styres direkte som modydelse til koblingen - og det endda med en dansk EURO-afvisning pr. folkeafstemning. Indfries kravene ikke, både m.h.t. pengemængde, rente- og sågar finanspolitikken, bortfalder koblingen, så kronen flyder frit.

Så længe der findes pengemonopoler - de nationale centralbanker også Danmarks Nationalbank, har pengemonopol - kan der ikke sættes et monopol ovenover. I Maastricht-traktaten er det fastsat, at penge- og rentepolitikken fuldstændig overgår til ECB. Disse bestemmelser er klart møntet på Euro udstedelsen. Så længe de nationale valutaer består, må nationalbankerne også være de ansvarlige for dem. Ellers ville Danmarks Nationalbank måske se sig stillet over for en forfatningsanklage. Det her de gode herre fra Folkebevægelsen skulle have slået til, hvis de ville resultater.

Konvergenskrav - Stabilitet
Konvergenskravene giver et fingerpeg om regelfastheden. For eksempel i Maastricht-traktatens artikel 104C står der: "Rådet...fastslår efter en generel vurdering, om der foreligger et forholdsmæssigt stort underskud".
Det er noget andet end en streng regel om, at det årlige finanslovsunderskud ikke må være større end 3 pct. af BNP i markedspriser.

I f.eks. 2002 og 2003 kørte Frankrig og Tyskland med større underskud, i 2004 kom Spanien "med i klubben". I traktaten står også, at fortolkningen af disse krav er Ministerrådets sag. Og det er det alleværste. Ministre ved ikke noget om monetære forhold, jeg beklager, men det er sandheden.
Kravene er i øvrigt temmelig tilfældigt valgt og indbyrdes modstridende. For eksempel det konvergenskrav der angår inflationens størrelse, er også galt. Det er det svageste. Der står, at et land for at være prisstabilt kun må have 1,5 pct. højere inflation end gennemsnittet af de tre mest stabile lande. Det siger overhovedet intet om den egentlige størrelse af inflationen. Gældskravene er i sig selv inkonsekvente. Størrelsen af det offentlige budgetunderskud, som ikke må være mere end 3 pct. af BNP (minus forbrug af råvarer), er sikkert ikke så vigtigt som påbuddet om at få landets samlede offentlige gæld ned på 60 pct. af BNP. For halvdelen af landene kan det sidste krav kun opfyldes ved at acceptere stabiliseringskriser.

Stabilitet måles ikke som et prisindeks, at når f.eks. visse kvantitative normer er opfyldt, så er der tale om en stabil valuta. Til stabilitet hører formuedannelsens dynamik, sikring af investeringsprocessen, økonomisk vækst, ny teknologi og høj produktivitet. Alt dette kan man ikke opnå eller beregne på grundlag af et eller andet statisk begreb.

Kapitalflugt-Socialkrise-regelforfald
Såvel udlændinge som indlændinge, der ikke har tillid til de nye penge, vil flytte over i andre valutaer. ØMU ('s 3. fase) vil begynde med en krise. Kapitalflugten vil styrte Europa ud i en social krise, fordi med kapitalflugt må ECB hæve den fælles rente. Det kan hverken landene mod syd - eller Belgien, Irland og Danmark heller - ikke stå igennem. Middelhavslandene stod straks ved Euroen indførelse.

Når så den sociale krise er der, så er fristelsen stor for at prøve at klare den med offentlige investeringer og en bevidst offentlig forøgelse af pengemængden. Det betyder underskud på de offentlige finanser, og så er vi tilbage i keynesianismen, hvor de ansvarlige i en nu 60-årig æra er sprunget over hvor gærdet er lavest, for at blive på taburetterne.

Så vil det ret hurtigt vise sig, at foranstaltningerne imod inflationen, som de er beskrevet i Maastricht-traktatens kriterier, ikke nytter meget. Så bliver det en varig krise p.g.a. enhedsvalutaen. Dette sprænger valutaunionen.

Inflation og socialkrise
ECB's kompetente personer vil sikkert ikke være samvittighedsløse inflationister. Gennem en prisstabilitetsorienteret politik vil de forsøge at gøre den nye valuta troværdig. Men de sidder med det problem, at den stabilitetssøgende politik må skærpes p.g.a. pengeflugten - og at denne politik vil støde på national modstand, der opstår på grund af den tilspidsede strukturelle og sociale krise.

Det er nemlig ikke renten, men profitforventningerne og dermed lønomkostningerne, der bestemmer aktiviteten. Her skal det oplyses, at såvel høje pengelønninger som høje skatter vidner om udtræk til konsum. Og dette er den egentlige årsag til at profitforventningerne ikke kan realiseres ved produktion.

En valutareform, hvor man angiver datoer for de forskellige tiltag, og samtidig i princippet bevarer den nationale valutasuverænitet i en 3-årig overgangsperiode, kan kun laves af politikere uden nogen særlig indsigt, af virkelighedsfjerne teknokrater eller af forrædere. Sådan er det.

Når samtidig spekulationen helt forudseligt var et af de helt store problemer ved selve etableringen, så er det helt hen i vejret. Ikke ganske uventet.

Eventuelt stop for kapitalflugt.
Artikel 73F i Maastricht-traktaten taler om, at der i Europa kan indføres kontrol med kapitalbevægelser. Så kan investorerne ikke længere undvige til schweizerfranc, yen eller dollar. Som om investorerne ikke er skræmte nok i forvejen. Spekulanter og investorer følger alt dette meget nøje og drager hurtigt konsekvenserne af ændrede forhold, i modsætning til de europæiske politikere.

Med Euro kan sektoromlægningen til mere salgbar produktion ikke ske og uddannelsesfornyelsen til forbedring af den internationale konkurrencestilling det samme. Vi skal herefter se arbejdsløshed og udstødelsen vokse yderligere samtidig med, at tilskudsøkonomien gøres til den centralistisk valgte omdrejningsakse sammen med aksen til araberolien med alt, hvad der til hører af immigration og øgede offentlige udgifter. Dette tilspidser den strukturelle og sociale krise. Til sidst må politikerne give op og rette sig efter vælgerne, hvis de ikke når deres ideologiske mål forholdsvis hurtigt.