Euro og international økonomi

Nyhedsbrev nr. 1 - 4. årgang 2000  (med enkelte opdaterende tilføjelser)

Spørgsmålene aktualiseres atter af de forventede folkeafstemninger i henholdsvis Sverige (18/09/03) og England og af DRTV2’s udsendelser sommeren 2002. De skulle angiveligt omhandle international økonomi.

Euro og derefter

Korte statements om Euroen med reelt indhold:

Dele folkepensionen og de planøkonomiske landbrugstilskud med 18 millioner polakker?

EURO betyder, at der skal være fælles pengepolitik og fælles finanspolitik overalt i EU. D.v.s. EU kommer til at bestemme størrelsen af den danske stats udgifter og indtægterne. Så enkelt er det. Hvordan bliver danskernes velfærd så, når vi skal dele med sicilianerne og med bl.a. 18 mill. polakker. Den bliver meget lavere, eftersom den er meget højere nu. Det er ikke så svært. Politikerne i Danmark er stort set lige glade, for de løber bare fra ansvaret, og det gør de også klogt i, for vetoretten for enkeltlandene skal også afskaffes, og de store lande skal have større stemmevægte straks efter mønten forventes vedtaget.

(se endnu en traktat nedenfor)

Fortidens synder og løgnene herom

Vi skal sikre os, at spekulanterne ikke dumper kronen. Ja, hvorfor mon? Fordi vore politikere har løjet om kronens styrke. I 1999 faldt med henved 20% ligesom Euroen [I 2003 er vi tæt på deflation]. Den har kun været holdt oppe af Tyskland, der køber næsten alle regeringens gældspapirer, og det har Tyskland gjort i årevis. Hvorfor skulle spekulanterne da dumpe kronen, hvis der er orden i Danmarks pengesager? Så taber de da på spekulationen. 11. juli 2000 meldte tyske regeringskilder i danske dagblade, at de danske kronepapirer skal sælges ud, hvis danskerne siger NEJ til Euro.

Tidligere møntunioner i Europa

Møntunioner i Europa har været prøvet to gange før i nyere tid. Den latinske og den nordiske møntunion. Tidligere nationalbankdirektør Erik Hoffmeyer glemte at fortælle, at begge møntunioner straks brød sammen, da han villigt genoptog sine andægtigheds-indslag uden modspil på TV for nylig, pludselig løsrevet fra sit otium her under den bløde Euro-skoling på TV.

Kan man ikke gå på vandet, så må man forsøge at ophæve tyngdekraften

Med en 25-30 millioner arbejdsløse i EU kan man sige, at det bliver et sært eksperiment at forsøge at standse kapitalstrømmen ud af EU - det er hvad Euro-kursfaldet er det håndgribelige udtryk for. Uden diktatur plejer man at lade renten stige - den vil så gerne, når vi bruger mere end vi får ind - for at få kapitalen til at blive eller komme tilbage. Sådan en rente, der virkelig vil noget for privatkapitalen uden for produktionen, giver vist ikke just et klima for produktive investeringer. Så bliver der istedet mere arbejdsløshed. Hvor mange skal vi mon have? I Danmark er 915.000 sendt på overførselsindkomst foruden folkepensionisterne. Nu skal man imidlertid huske, at Maastricht traktatens artikel 73F hjemler ret til at forbyde kapitaleksport/udstrømning. Et sådant forbud er vist yderst aktuelt for de vildeste tilhængere af Euroen. Sådanne forbud fandtes nemlig også i USSR og i DDR.

Falsk lyd og billede på TV, og manglende skuen ud over egne grænser begrænser

Det lyder hele tiden, som om der foregår noget voldsomt skelsættende ved det store bord, hvor ministrene mødes i EU. Og det gør der også, bare ikke det, der refereres i medierne. Man mindes kransenedlægninger i Sovjetunionen ved de officielle besøg udefra. Alt væsentligt bestemmes på hemmelige møder i Kommissionen sammen med højfinansen og industritoppen. TV kan da kun yderst sjældent fortælle os noget væsentligt om, hvad der egentlig foregår i EU, og så er det kun i overskrifter. For det meste skal vi selv finde det i krogene. Det er oftest noget med, at de mødes, trykker hinanden i hånden, tager opstilling til fotografering, efter de har været til over- og under-hunde-møde, eller at de er mødtes på informerende og skolende weekend-møder. Her lytter de fleste andægtigt, og ellers er der et oversat referat, når det er overstået. Forresten, hvor mange portrætter har de mon efterhånden af hinanden. Det er da pinligt, men det fremstilles typisk 2-3 gange om ugen på TV, som om, der igen er foregået noget, der vil gå over i historien, men noget vi andre dødelige alligevel ikke rigtig kan begribe. Historieundervisningen har de for en sikkerheds skyld også afskaffet i skolerne, så fremtiden bliver i alt fald ikke børnenes. For fine-smeckere af historien vil der blive noget at skrive hjem om, når EU er brudt endelig sammen: "En stor misforståelse for politikerne til afskaffelse af den politikerskabte statsgæld, der igen skal indfries af landenes borgere."

Kapitalflugt – "Vi kan sælge mere af det, vi ikke kan producere"

Man har forsøgt at forklare fordelen ved, at Euroen hele tiden falder i stedet for at forklare, hvorfor den falder. Fordelen skulle bestå i, at det er godt tilstadighed at devaluere kronen og Euroen. Det var nu ikke god latin "på Bjerget" fra 1979-1999. Sidste år (1999) faldt krone og Euro med 13,2 % i forhold til US-dollaren. Her til svares: Så sælger vi mere. Når det nu er således, at lavt teknisk niveau, for lidt vidensproduktion og for få fornyelses-investeringer, kapitalflugt, tyngende mamut-statsgæld og et uddannelsessystem i ruiner sammen med tårnhøje omkostninger er ken-detegnende for EU-området, i særdeleshed for Danmark, kan det så være tiden bare at lade den udenlandske kapital forlade Europa hurtigere. Desuden har det samlede EU en ret begrænset handel med den øvrige verden. Euro-kreatørerne i Tyskland tror de med et stykke papir kan konkurrere med dollaren. Skulle EU-landene i stedet forsøge at forbedre deres realøkonomi? Økonomi er jo noget ganske andet. Spekulanterne, der har fat i den længste tovende, ved godt, hvad der vil sker, når man fusker med en kunstvaluta (eller junkvaluta, som de kalder den). Euroen er og bliver en sådan. Form uden indhold og ikke til tiden. Politikerne bed på. Den kloge narrede den mindre kloge.

Løgn over løgn

Det er tydeligt, at beskyttelsen af sig selv fra sandheden er hovedopgaven for dagens professionelle politiker. Det er ikke, som de plejer at sige, de vil beskytte Europas borgere mod virkningerne af globalisering. I realiteten tror de på, hvad deres venner, multibillionærerne i det skjulte har fortalt dem: "I vil blive de reelle magthavere i et centraliseret og politisk korrekt Europa-Rige". Måske skulle det rettes til, at "I vil blive Cæsars, Filip II's, Louis XIV's, Napoleons, Stalins, Kaiser Wilhelms og Hitlers arvtagere. For at sikre, at vi ikke ad åre vender tilbage til et sandt billede igen, har de sågar transformeret vore børn til dyr. Stædigt og vedvarende over en periode af 150 år: http://www.lilliput-information.com/wundt. html

Inflation og socialkrise

ECB's (Den Europæiske Centralbank i Frankfurt) kompetente personer vil sikkert ikke være samvittighedsløse inflationister. Gennem en prisstabilitets-orienteret politik vil de forsøge at gøre den nye valuta troværdig, og måske kan de europæiske ledere få de russiske ganstere til at tage 100 Euro-sedler i stedet for 100 dollar-sedler. Men de sidder tilbage med det problem, at den stabilitetssøgende politik tilstadighed skal skærpes p.g.a. pengeflugten ud af Euro-zonen - og at denne politik tilsidst vil støde på national modstand, der vil opstå på grund af den tilspidsede strukturelle og sociale krise - massearbejdsløhed og tilmed voldsomt bortfald af købekraft.

"Stabilitet er ustabilitet eller også er det omvendt"

Intet tyder på, at politikerne tillader ECB at køre en ganske uafhængig pengepolitik. Det er er forlængst passé, som de siger i Frankrig. Alternativet er en fælles finanspolitik. Med den kan politikerne se hen til politisk ustabilitet som følger direkte efter. Når vore Ja-sigere snakker om økonomisk stabilitet tænker de mon så på et Tyskland under Ardenauer og Erhardt? Hvordan var det med f.eks. Maastricht traktatens 5 konvergenskrav. De er alle frafaldet, alle på nær ét. Skulle det ikke give den, der ikke ellers følger med, et fingerpeg. I Danmark måtte man sågar indføre 13 måneder på indtægtssiden på Finansloven for 1997 for at leve op til det sidste konvergenskrav og pantsætte fri-terrænerne omkring DSB's banelegeme efter, at de var blevet gjort lovligt belånbare ved placering i tvivlsomt statsligt aktieselskab. Kreativiteten fejler ikke noget. Alle de fem konvergenskrav var i øvrigt ulogiske og også delvis indbrydes modstridende. Kravene honoreredes ikke bedre i Tyskland og Frankrig. Fiflerierne i Danmark var vand i forhold til. Uden politikere var det gået; men de har desværre fået ødelagt det hele, og nu render de så selv fra ansvaret for at nedlægge nationen. Historien gentager sig, når vi ikke må lære af den.

"At løse cirklens kvadratur"

Obligatorisk enhedsmønt og nationen er to sider af samme stykke. De har bare aldrig ville fortælle dig, at de igennem 60 år har ladet pengetrykningen og låntagningen køre, hver gang de manglede penge. De blæste på nationen og pudsede deres egen glorie for vælgerne. Nu skal det hele så holde op, tror de, ved at vi kastes i armene på en ny Europastat. Vi kan da bare lave ordentlige regler for pengeudstedelsen herhjemme i stedet. Det umulige i projektet er, at forholdene er så milevidtforskellige i hele Europa, ikke mindst i forhold til de nye ansøgerlande, og at politikerne og deres håndgangne tilstadighed blander sig i penge- og kreditspørgsmål. Nu tilsidst forsøger de at bygge et hus ved at begynde med taget og arbejde sig nedefter. Det er politikernes sædvanlige eksperimenteren med Europa. Det er sket før, og de kalder det igen fredskabende. Det er det modsatte. Demokrati, hvorledes diskuterer en dansker med en portugiser, en græker og en sicilianer? Det behøver vi heller ikke, for demokratiet afskaffes selvfølgelig. Det er, hvad det går ud på.

(Se nedenfor udpluk af den nye traktat til vedtagelse i dette efterår)

En enkelt af de morsomme:

Da Prodi besøgte England i 1999, var det muligt at forlade Euroen igen. Da Prodi var i Danmark i 1999 var det ikke muligt at forlade Euroen. Gud ved, hvad han sagde i Sverige. Vi ved det godt, ved du det?

For nyligt (i 2002) bemærkede i øvrigt samme Prodi, at det som ikke lykkedes for Cæsar og Hitler vil EU nu skabe.

For at forstå overstående økonomibetragtninger i en kapital- og monetærsammenhæng sat i historisk erfaringslys kan det anbefales at læse følgende link:

 

http://www.lilliput-information.com/oklek.html

 

http://www.lilliput-information.com/tide/tidevand.html

 

http://www.lilliput-information.com/intmo.html

 

 

\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\

I 1995 gik Bernard Connolly, en senior embedsmand, på orlov fra sit job som leder af Europa Kommissionens afdeling for monetære anliggender for at skrive en kontroversiel bog. Den var et produkt af hans arbejdsfrihed. 'Europas Rådne Hjerte' ('The Rotten Heart Of Europe') var titlen på bogen.

Han argumenterer for, at den obligatoriske enhedsmønt bliver brugt til at generere et uimodståeligt moment, der kan løfte en politisk union i fuld skala på plads. Eliten i Tyskland og Frankrig skal dele magten. Mr. Connolly blev afskediget på stedet. Nu har han fået lov til at søge at forsvare sig ved Europa Domstolen i Luxembourg.

Han skriver bl.a. at mange europæiske politikere sjældent har følt behov for at skjule, deres ønske, at skabe United States of Europe, især ikke når de taler indbyrdes og uden for perioder med valg.

"Helt fra starten argumenterede Jean Monnet kraftfuldt og præcist i forberedelsesperioden før 1956-traktaten for at overføre magt direkte til en gradvis enhedsopbygning og samling af den funktionelle bureaukratiske elite på tværs af Europa så der skabtes et kraftfelt, hvori en union i fuld skala ikke kunne stoppes. Overførelsen af magt skulle begynde med relativt ikke-trovertielle økonomiske funktioner og stålfremstillingen, for at minimere bekymringerne for, at den nationale suverænitet blev brudt ned. Man skulle sikre sig, at den funktionelle overførelse af magt blev irreversible (ikke kunne tilbageføres), et forhold garanteret af traktat-doktrinen acquis communautaire, der sikrer at al magt overført til (de europæiske) samfundsinstitutioner bliver gjort til permanent europæisk lov og så samtidig, at de tages ud af de nationale lovsæt i medlemslandene." Jean Monnet's lidt besynderlige baggrund kan du se på:

http://www.lilliput-information.com/mon.html

Han skriver også:

"I de nye Europa er magt og ansvar udpræget adskilte. Selv der, hvor der er en formelt offentlig ansvarlighed, er dette ikke fastslået ved lov, at det skal være sådan. Det er opstået mere eller mindre tilfældigt. Den Europæiske Centralbank (ECB), for eksempel, gør krav på at være "den mest gennemskuelige centralbank" i verden, fordi den trykker et communique efter hvert møde i Rådet. Men selvom dette komiske krav blev taget for pålydende er bankens ansvarlighed ikke engang lovfæstet – det er simpelthen en politik banken har valgt efter bekvemmelighed og for øjeblikket. "

og videre:

"Frankrig og de fleste andre lande var imod den såkaldte stabilitetspagt, der kan sikre, at centralbanken ter sig næsten som den gamle tyske forbundsbank og holder tøjlerne fuldstændigt stramme.(mit: Emnet faldt allerede på Dublin topmødet i december 1998, og også i år 2002 kom Frankrig ud med et for alt stort underskud på de offentlige finanser i forhold til Maastricht-bestemmelserne). Kampen om hvem der skal udpege præsidenten i ECB er fastslået. Det blev indtil videre Frankrig. Den Tyske Forbundsbank er meget ude af trit med den tyske politiske, finansielle og industrielle elite. Derimod er den meget populær i den tyske offentlige mening. Derfor var Kohl meget hårdt trængt mellem det tyske og det franske politiske Establishment. De franske socialister har afleveret deres krav til forholdene omkring Euroen. Nu er Kohl helt væk og den nye forbundskansler er selv centralist. Så har EU til gengæld anbefalet en tysker som leder af IMF (Den Internationale Valutafond). Kohl måtte også æde, at der ikke bliver tale om rent automatiske sanktioner mod et land, der har vedvarende underskud. Der kræves nu 2/3 af de vægtede stemmer i de aktivt deltagende ØMU-landene for at lave sanktioner. Frankrig fik tillige godkendt et såkaldt stabilitetsråd og dermed en direkte politisk rolle ført ind i den montære politik ved, at der nu f.eks. skal formuleres vekselkursretningslinier for Euroen."

Glem alt om den hårde, stabile Euro; det var kun lokkemad for noget ganske andet.

Desuden vil den rene (økonomiske) stabilitetspagt indført, uden at landene har orden i deres økonomier, fører til virkelig politisk ustabilitet. Årsagen er ganske enkel:

Må pengemængden ikke diskuteres over den samlede Euro-zone, fordi den skal fastsættes af en hård ECB, så vil konsekvenserne for visse områder være så afsindigt hårde umiddelbart, at der bliver ballade. For at bøde på dette, kan man så indføre, at de mere velgående lande skal "aflevere noget overskud" på de offentlige finanser eller "forpligte sig til det på forhånd" (men problemet er, at ingen kan eller vil dette her og nu, fordi det går af H til), til de mindre godt gående lande, Italien, Belgien, Danmark, Sverige, Portugal, snart Polen, snart Ungarn. Det betyder på almindeligt dansk, at de offentlige udgifter skal styres krone for krone i hele Euro-zonen. Under den forudsætning skal der hurtigt blive lukket i for selv meget lidt ekstravagante tiltag, også mange andre.

Mærkeligt nok har man midt i alt dette besluttet sammen med FN, at EU skal modtage yderligere 75 mill. fremmede fra Sydasien og Afrika (i følge TV2 Teksttv 25/7).

Når man skal dømme efter den faldende DM og den stigende Lire, må markedet få det indtryk, at der bliver tale om blød medgørlig Euro. Der var en simpelthen ukendt men super-enorm Lire-mængde, der skulle have evigt fastlagt Euro-kurs i juli 1998. Hvordan kunne det lade sig gøre?

Allerede i 1996 kunne man forudse, at hvis Tyskland, Frankrig og England skulle betale Italiens enorme gældsbjerg - det er sket tilsyneladende, ville det ødelægge Euroen fra starten af. Vi skrev det, og understregede, at dette ville føre til, at ECB også skulle tage sig at garantere for solvensen fremover for både Italien, Belgien og alle de andre voldsomt gældstyngede deltagerlande.

På denne måde ville i øvrigt skabes en alliance, der ville lægge pres på ECB og få den til at agere, som om den stadig havde kontrol over den Euro-monetære politik uden at have det. Det er også sket.

Reel ØMU-strenghed efter bogen ganget med to eller fire er, hvad der skal regnes med, hvis det skal lykkes at skabe økonomisk stabilitet i den nuværende situation. Herved mistes den politiske stabilitet som forholdene er og vil blive, og skuffelsen over projektet vil så føre til modstand mod hele projektet. Derfor lader de fortsat som om.

12. februar 1998 meldte 154 tyske økonomiprofessorer med Wilhelm Hankel som talsmand helt på linie med Information om Danmarks oplysninger fra 1996, at Euro-projektet er aldeles udsigtsløst. Dette var indslag på Tageschau (fra ARD TV) samme dag, men det blev ikke oplyst på de danske TV-kanaler.

Dr. Wilhelm Hankel, professor i Pengepolitik og Udviklingsøkonomi ved Goethe Universitetet i Frankfurt am Main.

Wilhelm Hankel skrev følgende efter Maastricht traktaten var trådt i kraft:

(IoD's forklarende kommentarer er medtaget)

Globalisering og modtræk mod samme

1. Globalisering betyder den ubegrænsede bevægelighed for markederne herunder kapitalmarkedet. Denne globalisering hævder mange tilintetgør det demokratiske samfund og velfærdsstaten.

Kapitalens fri bevægelighed underminerer staternes evne til at regulere. Især hvad angår arbejdsmarkedet. Løntryk og nedskæringer må opfange, hvad der truer at gå tabt af arbejdspladser.

De globale finansmarkeder er ikke underkastet nogen selvregulerende konkurrence-mekanisme, og de fremkalder krise på krise (Asien, Mexico, Rusland, Latinamerika).(IoD: "Kriserne bliver dybere p.g.a. af statsgældens mange papirer, der uddyber forskellen på de nominelle og reelle værdier i samfundene. Det bliver værre, når alle staternes ledere låner mere og mere.") Kriserne skærper det sociale tryk med krav om nedskæringer.

Krisernes tryk fører enten til, at de demokratiske velfærdsstater opløser sig selv i sammenkoblede forsvarende blokke (valutablokke som Euro-, Dollar-, Yen eller Renminbi-Zoner) eller falder tilbage i de gamle fjendebilleder, der kendetegnede nationalstaterne forud eller i en kombination af begge scenarier.

Med opløsningen af den demokratisk grundlagte national- og socialstat udløser globaliseringen sig selv i sidste ende (IoD: "fordi politikerne ikke kan stå model til, at deres landes befolkninger/vælgere må bære større og større byrder uden nogen sikkerhed for selv at være dækket ind mod det værste".)

2. Euro-Union er en prototype på denne udvikling. Dens slet skjulte dobbelt-motiv er a) angsten for dollar-dominans og –konkurrence og b) angsten for det nye genforenede Tyskland med tilhørende D-Mark-regimente.

Angst bygger altid på en falsk analyse. Ikke US-dollaren truer Europas markeds- andele i verdenshandelen, men Europas tabte (videns- og tekniske) terræn og Europas træghed hvad reformer og fornyelser angår. Ikke D-markens hårdhed og styrke forhindrer Europas udvikling og integration, men siden "Maastricht" har målet været afskaffelse af D-marken. Begrundelsen er, at netop D-marken skulle have drevet Euro-deltagerlandene i en streng negativ udvikling rettet imod reformer og med sociale begrænsninger. Alene disse fejlslutninger og fejlantagelser tillader ingen realistiske forventninger om en hård Euro. Inflationen er forud programmeret.

(IoD: "Alle deltagerstaterne undtaget Luxembourg er dybt forgældede og kører alle med underskud".)

3. Med Euroens start taber de nationale regeringer deres styringsinstrumenter (vekselkurs, rente, betalingsmiddelmængde og flexibelt budget) til sikring af pengeværdierne, og reguleringer af arbejdsmarkedet og de sociale- og økologiske standarder, som de selv samme poltikere har indført. Struktur- og konkurrenceforskelle vil uden statslig affjerding blive udlignet af markedet.

Hovedkamppladsen er arbejdsmarkedet, social- og økosystemerne. Arbejdsmarkedet lider under, at middelstanden mindskes, løn- og socialomkostnings-konkurrencen hidrørende fra arbejdstagerne i de sydlige EU-fattigdomszoner, og der sker en uundgåelig likvidering af de hidtil gældende (nationale) fagforeningstariffer og mindstestandarderne for det sociale niveau. Markedet fejer dem væk, arbejdsgiverne benytter sig i stigende omfang af deres trussels-potentiale, der ligger i at de flytter produktionerne til særlig gunstige (løn-, social-, skat-, øko-billige) EU-zoner. (IoD: "F.eks. p.t. til Irland, hvor selskabsskatten i nogle områder er 10 pct".)

Lønsatser, socialnormer og miljøkrav i Euroland vil skulle harmoniseres nedadtil. Det er socialdemokraters, folkesocialisters og fagforeningers naive forestilling, at disse ting skulle kunne bedres pr. underskrift på en Maastricht-traktat. I Euro-Union har socialpolitikken takket endeligt af  og det sker i fuld tilslutning til/accept fra socialdemokratiet, folkesocialisterne og fagforeningerne.

IoD-kommentar: Fordi de sidder på magten og vil holde den.

4. Euro-Unionen er ikke et middel imod globalismens udløste beskæftigelseskrise. Tværtimod: Begge forstærker kapitalens magt og statens magtesløshed i rollen at skulle kunne gøre noget ved arbejdsløsheden. Det er "fremskridt" mod det 19. århundrede, ikke mod det 21. århundrede.

Euro-Unionen er heller ingen modvægt mod de usociale tendenser i globaliseringen, som inkompetente analytikere fra venstre side mener, den forstærker dem ydeligere. Den tvinger nemlig til tilpasning af arbejdslivet til de pengeøkonomiske kommandoer. Den europæiske centralbank må føre fuldstændig fællespolitik for 11 forskelligt strukturerede lande, uden at kunne gribe tilbage til vekselkursenes udligningsventil. (IoD: "For at hindre kapitalen i at forlade EURO-unionen må Centralbanken (ECB) hæve renten; men dette mindsker aktiviteten og øger arbejdsløsheden ydeligere".)
En sådan union kan kun ende i staternes indbyrdes konflikt, hvorfra der ingen hjælp er at finde - med mindre den bliver udbygget til en transferunion eller en forbundstat med offentlig finansudligning mellem gamle og nye deltagerlande, noget i retning af kludetæppet USA eller Den tyske Forbundsrepublik. Når overførslen af disse forbilleder på Euro-Unionen viser sig umulige eller møder megen modstand rejser spørgsmålet sig: Er der mulige alternative modeller, der kan redde verdensfreden?

OBS-OBS-OBS-OBS-OBS-OBS-OBS:

Med Euroen i hus skæres en luns mere af salami-pølsen:

Den nye europæiske traktat, der skal op allerede i December 2000, skal endelig aftales af ministrene på møde i Paris. Med den skal der ske noget helt nyt, der skal ikke bare være mere europæisk integration. Med den underskriver de dødsdommen for et dansk, et svensk og et engelsk selvstyrende demokrati.

Se nedenfor

Endnu en ny EU-traktat december 2000:

Uddrag:

1. Ikke-anerkendte politiske partier skal forbydes (et uddrag fra arbejderne i Det Europæiske Parlaments Committe vedrørende EU-grundlovsspørgsmål):

(Section 5.2) partier som efter deres programmer eller deres medlemmers holdning søger at skade de demokratiske rettigheder [ikke defineret, men kan opfindes til øjeblikket, og de behøver ikke engang foretage sig noget, blot det at de "søger" at gøre noget], kan føre til, at der tages skridt til suspension ved Europa-Samfundets Domstol, hvis det begæres af Kommissionen, efter at Europa Parlamentet og Ministerådet har været konsulteret; suspensions-forslaget, der måtte blive vedtaget efter denne artikel, skal indføres på forslag fra Kommissionen og ved beslutning i Europa Parlamentet i overensstemmelse med proceduren, der er fastslået i artikel 251 i traktaten [ d.v.s. ved flertalsafgørelse].

Gennemførelsen af dette forslag vil betyde at partier, der f.eks. modarbejder Danmarks, Englands eller Sveriges medlemskab af EU, som f.eks. Dansk Folkeparti, i hvert fald Østrigs FPÖ, det engelske UKIP, Socialistpartiet Labour og Det Konservative Parti også i England, kan blive lyst i band af EU. Hitler og Stalin ville have givet deres fulde tilsagn, for de praktiserede præcis det samme, da de var kommet til magten.

2. Corpus Juris skal indføres:

Sektion 14 foreslår skabelse af et kontor for en Europæisk Offentlig Anklager som en uafhængig enhed ved Europa Domstolen med ansvar for beskyttelse af Unionens interesser mod bedrag og svindel udover hele Europa-samfundets territorium.

Sektion 15 skal tage højde for at artikel 280 i EU-traktaten skal ændres således, at Unionen bemyndiges til at tage lovgivningsmæssige forholdsregler i kriminelle sager om bedrag og svindel som skader Unionens interesser. [ Dette sidste punkt betyder, at de vil fjerne online-sikkerhedsventilen i artikel 280, som de danske/engelske/svenske regeringer ellers har kunnet stole på fuldtud ikke ville blive brugt til at introducere Corpus Juris.]

Gennemførelsen betyder afslutningen på hele grundlaget for de nordiske retsprincipper og de tilsvarende engelske retsprincipper sikret i Common Law and of habeas corpus, trial by jury and no double jeopardy.

[Allerede i midten af juni 2002 introduceredes forslaget af den engelske regering om afskaffelse af sidstenævnte, der har været gældende i England i de sidste 700 år.]

3. Introduktion af Euroen i England er der også taget højde for i den nye traktat. Med artiklerne 19.1, 19.2 og 19.3 kan Euroen - med et brudt løfte om en folkeafstemning i England - indføres i England uden folkeafstemning og mod en opposition i flertal blandt det engelske folk.

4. Sektion 28 (indfører den tyske social-markeds-model (delvis en kopi af den danske) modsat en åben-markeds-model, som i England) medfører bl.m.a., at EU-regeringens tilladelse skal til for at åbne en butik. Politikerne skal bestemme hele økonomien og bestemme, hvem der må tjene penge, og hvem der ikke må. (f.eks. artikel 4, artikel 98, ect.)

Se nogle eksempler til illustration nedenfor under Nedsmeltningen af det monetære system…

5. Al magt til den Europæiske Domstol:

Sektion 35.2 Ingen begrænsninger overhovedet fra nu af og i al fremtid skal kunne lægges på jurisdiktionen (det juridisk virkefelt) som Europa Domstolen dækker.

Dette vil gøre det muligt for den styrende elite i EU at undertrykke al modstand med "lovlige" midler samtidig med at ansvaret bag magtudøvelsen ikke kan ses.

Sagde nogen : Skyggerne fra Tyskland 1933!!?

Sagde andre : Gulag, Øhavet!!?

Disse mål er jordskælvsrystende nye planlagte tiltag, som kun et par håndfulde mennesker i England, Sverige og Danmark (eller andetsteds uden for Strassbourg) er bekendt med, og hvis ingen gør noget for at stoppe dem, bliver dette lov allerede til næste år. Hvad den spanske Philip II mislykkedes med, hvad franskmændene under Louis XIV and Napoleon mislykkedes med, hvad tyskerne under Der Kaiser og under Adolf Hitler mislykkedes med bliver gjort nu ved forræderi af vores egen politiske klasse. Nogle af de ældste nationer i Europa vil ophøre med at eksistere, vores kultur vil blive undertrykt og vort folk vil miste de sidste demokratiske rettigheder, der blev skabt og beskyttet af vore forfædre med blod, sved og tåre. Skabelsen af en europæisk hær, der forløber rask og uanfægtet under søjlen "Fælles Udenrigs- og Sikkerhedspolitik" vil sikre, at selvom vi måtte beslutte os til at gå til modstand mod denne skæbne, vil der lige straks være en militærkraft til at forhindre os i at gøre det.

Glem alt om dansk forbehold mod militær! Det er rent vinkelskriver-vrøvl.

Hitler var et særligt tilfælde af ondskab, som man måtte forsvare sig imod, men hvis de danske, svenske og britiske folk i sandhed ønskede den slags fremtid, som EU nu tilbyder, kunne vi forlængst have opnået den, og endda en endnu bedre, ved at have overgivet os til Napoleon eller Der Kaiser. Efter tredive års løgne og bedrag står vi ved helvedes forgård. Klokken er 5 minutter i midnat og, hvis den falder i slag, signalerer den dødskysset til den danske nation.

Anthony Rothschild i 1866:

"Vi ønsker fred for enhver pris. Hvad angår Tyskland, Østrig eller Belgien os. Den slags er forældede".

102 år senere:

"... det Europa, som nu er ved at tage form, er foreløbig bankernes Europa, dets helte er Rothschilder og Rockefellers, og en hel ny hagiografi er vokset op for at fejre dem. Deres tro bliver der ikke rejst spørgsmål om.." skrev Anthony Sampson på side 135 i "The New Europeans".Hodder & Stoughton. England 1968. Anthony Sampson var sekretær i Willy Brandt Kommissionen; den med Nord-Syd-Dialogen.

"In the modern Europe is no room for homogeneous national states. It was an idea from 1800s, and we are going to carry it (multiculturarism) through in 2000s, and we are going to create multietnic states." NATO General Wesley Clark, June 1999 on CNN.

Søren Kierkegaard i 1843:

"Livet leves forlæns, mens det kun forstås baglæns, og der skal vælges under risiko. Kun naar man er saa forsigtig, at ville konstru-ere et System uden at tage Ethiken ind deri, saa gaar det, saa faar man et System, hvor man har Alt, alt det øvrige, og har udeladt det ene Fornødne", skrev Søren Kierkegaard i "Stadier på Livets Vei".

Prof. L. V. Birck i 1922:

"Vi lever i en verden, hvor 'statsmaskinen', som vi i virkeligheden skulle læne os til, er svækket i sin grundvold. Den er hadet af de rige og kun lige tålt af de fattige. I Tyskland og Østrig er indehaverne af den økonomiske samfundsmagt den organiserede kapital, der er betænkt på at ødelægge det parlamentariske såkaldte demokrati og den af befolkningen influerede stat for at tage magten selv. I De Forenede Stater er konflikten imellem det politiske og økonomiske midlertidigt udskudt, da den politiske magt ved det sidste præsidentvalg er faldet i hænderne på et politisk oligarki (mit: (oligarki betyder fåmandsvælde), C.F.R. og Federal Reserve System). Overalt finder vi tegn på statens magtesløshed, og muligheden at etablere magten uden for staten og uden oligarki synes meget fjern for øjeblikket" (citat slut fra: "Danmark og Verdenskrisen").

 

They built on a lie, they continue on lies until they are dead. Then their fry of the devil take over the visible power based on more fraud. You are free, when you know, they are just slaves then. "In the long run we are all dead", J. M. Keynes wrote.

 

Bilag

Et par af EU's stamfædre var medlemmer af hemmelige organisationer

Robert Schumann og Jean Monnet (EU's stamfædre) var medlem mer af Bilderberg Gruppen, der ikke har været omtalt i danske me dier i perioden 1966-2000. I dag er Jacques Delors (tidligere formand for EU Kommissionen) også deltager.

Han har i øvrigt de samme forslag til et aktivt Europa (som vi har set ovenfor) som den amerikanske centralist John Galbraight, endnu én af J. M. Keynes' epigoner. Hver gang han har uoverstigelige personlige problemer med forklare de økonomiske sammenhænge til sin ideologiske fordel bruger han ordet ”teknostrukturen” (som et slags sesam-sesam-mantra uden anden tiltænkt eller faktisk virkning end den sorte snak). Den franske centralist Jacques Delors vil have Tilskuds-Europa, som pr. automatik fører til en Fælles-Europæisk-Socialistisk-Enhedsstat. Jacques Delors hilste således den danske orlovs-camouflage velkommen i EU. Dette fremgår af EUROPA nr. 9 1996 fra EU-Kommissionen.

Medierne omtaler som nævnt ikke Bilderberg Gruppen og dens arbejde. En undtagelse var en artikel af Jens Kerte i Politiken 18.-19. marts 2000. Artiklen kom i forlængelse af Frank Aaens (Enhedslisten) spørgsmål til statsminister Poul Nyrup Rasmussen om danske folketingsmedlemmer og tidligere og nuværende Europa Kommissærers deltagelse i den ellers hemmeligholdte Bilderberg Gruppens årlige møder. Også medlemer af Europaparlamentet har rettet spørgsmål i samme anledning. Svarene er intetsigende eller nærmest afvisende. Det er derimod ikke vanskeligt at konstatere resultaterne af gruppens arbejde, når enkelte brudstykker af planen tilmed falder i hænderne på udenforstående.

Grundlæggeren var Nazi SS officicer:

Prince Berhard

Se lidt om baggrunden for kritikken af hemmelighedskræmmeriet:http://www.lilliput-information.com/bild.html

Målet er fælles økonomi for U.S.A. og Europa, fri folkevandring, fri varecirkulation (så fri den kan være med megamonopoler på alle vigtige områder), internationalt politi, afskaffelse af nationale forsvar, international brigadehær, der begyndte med 100.000 mand fra 1996 og et Verdensparlament.

De fleste medlemmer af Bilderberggruppen er også medlemmer af C.F.R. David Rockefeller er generalsekretær i den inderste cirkel. Danske politikere, enkelte i industritoppen og enkelte højt placerede mediefolk m.v. figurer også på medlems- og mødelisterne. Således har Ritt Bjerregaard deltaget i det årlige møde i 1995 forud for sin tiltræden som EU kommissær og Uffe Elleman-Jensen har deltaget flere gange. I 1999 i Portugal detog fra Danmark kun Thøger Seidenfaden. I dag er han medlem af the Steering Committee, der har ansvaret for at invitere udvalgte eminencer i værtslandet.

Læs mere sparadisk om Bilderberg Gruppens tidlige historie i The Review of New York d. 21. januar 1972 og i den amerikanske ugeavis The Spotlight. Avisen er nu lukket.

I Danmark omtaltes Bilderberggruppen altså slet ikke i perioden fra 1966 til 18. marts 2000, hvor Politiken så bragte en artikel, som kan fanges fra: http://www.lilliput-information.com/bild.html#bild.

Anledningen til omtalen kan vi ikke kende. Den kan være den kendsgerning, at det årlige Bilderbergmøde i år blev afholdt i Belgien fra den 1. til 4. juni efter, at det planlagte møde i Østrig var blevet aflyst p.g.a. sanktionerne mod Østrig. Det pludseligt ændrede mødested kunne måske være svært at hemmeligholde med kort varsel. Vi har spurgt, men vi får ikke noget svar, der indeholder brugbare informationer. Politikens redaktør Thøger Seidenfadens medlemskab af Bilderberggruppens Steering Committee kan være årsagen til, at der netop i Politiken bragtes enkelte løsrevede brudstykker af nogle få udtalelser på årets møde - hans egne iøvrigt - men uden det oplyses, hvad der anledning til det svar han efter artikel gav på et spørgsmål eller en kommentar, der ikke oplyses i artiklen. Læs den selv.

Læser du engelsk, får du en fyldig historisk udredning om Bilderberg Gruppen og dens rolle i integrationen af Europas stater til en enhedsstat på:

http://www.egroups.com/group/bilderberg:
A perfect chance to learn on the secret of The Bilderberg Group

http://www.lobster-magazine.co.uk/ Lobster-Magazine 32 briger ligeledes troværdig information om bl.a. Bilderberggruppen

Hovedkraften bag EU, Jean Monnet, kom ind i den nye Bank of America sammen med Elisha Walker, da Amadeo Giannini, oprindelig ejer af Bank of Italy i Californien, med den nye banklov i 1930-erne skulle kaste sin bank ind i kampen med de dominerende Wall Street banker som spekulations- og investeringsbank. Walker og Monnet forsøgte ved deres dispositioner at fortrænge A. Giannini i 1930, mens Giannini formelt opholdt sig i Østrig på ferie. Det lykkedes dog ikke, for Giannini vendte tilbage, generobrede magten i sit eget firma ved øvrige aktionærers tilslutning og afskedigede E. Walker og Jean Monnet i 1932. Herefter forblev A. Giannini bankens øverste i endnu 13 år.

Læs herom bl.a. i Jean Monnets: Memoirs, Collins, London, 1978.

Tilbage til index